Søg
Til forsiden af Allerød Kommunes hjemmesideJob

Stresshåndtering gennem fokus på trivsel

Hovedudvalget ønsker at arbejde med forebyggelse af stress ved at fokusere på trivsel. Det bedste middel til at forebygge stresssituationer, er fokus på og udvikling af de arbejdssituationer og de arbejdsbetingelser, der giver energi og skaber trivsel.

Hovedudvalget anser det for væsentligt, at forebyggelse af stress samt håndtering af stress, anerkendes som et område, der involverer organisation og gruppe såvel som individ.

Trivselspolitikken er det produktmæssige resultat af en proces, der har strakt sig fra foråret 2006 – foråret 2007. Næsten alle ansatte i Allerød Kommune har deltaget – på temamøder, hvor viden om trivsel, stress og stressforebyggelse var temaet; i strukturerede drøftelser i egen virksomhed om, hvordan virksomheden konkret arbejder med trivsel og trivselsansvar; medudvalgene har arbejdet med tilbagemeldinger, med henblik på at varetage deres opgave med at skabe rammerne for trivsel i virksomheden indenfor deres indflydelsesrum; og trivselspolitikken er Hovedudvalgets formulerede ramme for trivselsarbejdet og dermed forebyggelse af stress.

Ansvar på 5 niveauer

Trivsel er ikke et individuelt anliggende alene. Ansvaret for trivsel er på alle niveauer i Allerød Kommune. På hvert niveau arbejdes med de forhold, der er muligt og relevant på pågældende niveau. Overordnet er det fordelt således:

Hovedudvalg

Hovedudvalget prioriterer i det personalepolitiske arbejde:

  • At prioritere dialog og medindflydelse i forhold til Medudvalgene
  • At vurdere alle initiativer i forhold til, om de er trivselsfremmende
  • At målrette og begrænse indsatsområder
  • At indtænke meningsfuldhed og enkelhed i alle indsatsområder
  • At holde Byrådet orienteret om trivselsforhold

Hovedudvalget drøfter trivsel en gang årligt. I den forbindelse kan Hovedudvalget spørge virksomhederne/ udvalgte virksomheder om deres arbejde med trivsel

  • På grundlag af data fra APV
  • På grundlag af mål i forbindelse med indsatsområder

Derudover kan Hovedudvalget beslutte trivselsfremmende indsatsområder.

Medudvalg

Medudvalg følger jævnligt og mindst hvert andet år op på trivsel i virksomheden. Det gøres bl.a. i forbindelse med APV, hvor relevante interne indsatsområder udpeges.

Medudvalget udarbejder procedurer der sikrer, at den enkelte ansatte og grupper/ teams lever op til deres ansvar, også når der kommer nye kolleger, eller når grupperne skifter.

Virksomhedsleder/ Ledelse

  • Arbejder på at skabe betingelser for trivsel under hensyntagen til ydelsernes kvalitet og virksomheden/ forvaltningen som helhed
  • Er rollemodeller ift. trivsel, dvs. at holdninger og handlinger følges ad
  • Sikrer jævnlig opfølgning på trivsel, bl.a. gennem arbejdet med Arbejdspladsvurdering (APV)

Kolleger - gruppen

  • Alle kolleger i nærgruppen kender hinandens væsentligste trivselsfaktorer og stresssymptomer
  • I nærgruppen drøftes jævnligt den fortsatte sikring af trivsel i gruppen indenfor de områder, som gruppen har indflydelse på
  • Deler erfaringer om stresskilder og –håndtering
  • Blander sig, når en kollega mistrives

Den enkelte

  • Alle ansatte identificerer egne væsentligste forhold for trivsel og arbejder for dem
  • Alle ansatte identificerer sine egne stress symptomer
  • Ved hvordan stress håndteres og benytter sig af de muligheder, Allerød Kommune har (link til relevante personalepolitikker og til Falck)
  • Melder ud, når stress alligevel bliver et problem
  • Er opmærksom på kollegers trivsel, og taler med vedkommende selv og evt. leder, SiR eller TR ved bekymring.

Særligt for virksomhedsledere

I ”Kompetenceudvikling for virksomhedsledere” er bl.a. beskrevet virksomhedsledernes mulighed for støtte og hjælp i forhold til forskellige ledelsesmæssige udfordringer. Dokumentet kan ses i linket til højre.

Hvis stress rammer

Forebyggelsen af stress er en nødvendighed for ansatte på alle niveauer i en organisation. Det er vigtigt, at arbejdspladsen kan håndtere situationen kompetent i de tilfælde, en ansat alligevel får stress.

Når kolleger bliver sygemeldt med stress, er det lederens opgave at holde kontakt til den stressramte i perioden. Når den stressramte kollega skal tilbage på arbejde, træffes aftale om, hvordan det skal foregå, herunder om det i en periode skal være på nedsat tid. Baggrunden for stressens opståen forsøges kortlagt og afhjulpet i det omfang, arbejdspladsen har mulighed for det.

Allerød Kommune har endvidere en aftale med Falck Healthcare om psykologbistand. Det dækker også trivselsproblemer på arbejdspladsen med op til 5 timer.

Arbejdsbetinget stress meldes som arbejdsskade.

 

Godkendt i Hovedudvalget den 20. november 2007.
Godkendt i Økonomiudvalget den 9. december 2008.

 

 

Sidst opdateret: 08. juli 2011