Jordvarmeanlæg
Jordvarmeanlæg må ikke etableres uden tilladelse fra kommunen. Tilladelse til jordvarme gives i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 19 samt Bekendtgørelse om jordvarme.
Ansøgning
Ønsker du at etablere et jordvarmeanlæg, skal du indsende en ansøgning til kommunen. Ansøgningsskemaet til højre skal udfyldes og indsendes sammen med øvrigt materiale.
Ansøgningen skal blandt andet indeholde følgende:
- Oplysninger om hvor og af hvem jordvarmeanlægget etableres
- Oplysninger om tinglyste deklarationer på matriklen
- Tegning over anlæggets placering på matriklen
- Kort beskrivelse af anlæg og trykovervågningssystem (pressostat eller niveauvagt)
- Type af varmepumpe (fabrikat og ydelse) m.m.
- Type af varmeslanger (PE 40, PE 80, PE 100, Andet)
- Type af frostsikringsvæske (IPA-sprit, Ethanol, Propylenglycol, Ethylenglycol) samt
deklaration af indholdet af antikorrosionsmidler og andre tilsætningsstoffer
- Nedgravningsdybde
- Afstand til drikkevandsboring/-brønd
- Underskrift/fuldmagt fra ejer/installatør
Hvis du ønsker at ansøge om tilladelse til etablering af en jordvarmeboring, skal ansøgningen desuden indeholde:
- Navn og adresse på godkendt borefirma
- Tegning over boringens konstruktion
- Beskrivelse af boringens udførelse og tætning (materialer, boremetode mv.)
Frostsikringsmiddel
Allerød kommune anbefaler brug af IPA-sprit som frostsikringsmiddel, idet belastningen på miljøet ved eventuel lækage anses for at være mindre end ved anvendelse af andre frostsikringsmidler.
Sagsbehandling
Sagsbehandlingstiden er på 6-8 uger og regnes fra datoen, hvor alle nødvendige oplysninger er modtaget.
Ved sagsbehandlingen af ansøgningen foretages en vurdering af, om det ansøgte anlæg opfylder betingelserne i bekendtgørelsen om jordvarmeanlæg. Derudover foretages en vurdering af anlægget i forhold til lokalplaner, beskyttede naturtyper, fortidsminder, tinglyste
deklarationer, jordforurening mv. i området.
Klagefrist
Der er 4 ugers klagefrist på tilladelser til etablering af jordvarme. Arbejde udført inden klagefristens udløb er på ejerens ansvar.
Tæthedsprøvning
Inden ibrugtagning skal anlægget tæthedsprøves. Resultatet af tæthedsprøvningen skal fremsendes til kommunen.
Færdigmelding
Når det etablerede anlæg tages i brug, skal det anmeldes til kommunen. Færdigmeldingen kan ske ved at udfylde og indsende færdigmeldingsskemaet. Når kommunen har modtaget og godkendt færdigmeldingen registreres jordvarmeanlægget i kommunens BBR-register.
Flere informationer